Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Din krop og sund aldring


Arrangør

Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
+45 93565240
signe.nielsen@sund.ku.dk

Lektor Claus Desler viser rundt i laboratoriet

Din krop og sund aldring


To rundvisninger under Forskningens Døgn på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet den 25. april 2019 

Center for Sund Aldring er tværfaglig aldringsforskning fra celle til samfund. Forskningscenteret undersøger forebyggelse, hverdagsliv og fællesskaber. På vores to rundvisninger får du indblik i centerets arbejde og fordyber dig i ét af mange aspekter af sund aldring, når du kommer med en forsker i laboratoriet.

Ph.d.-stipendiat Karina Louise Skov Husted viser rundt på etage 2:
1. Rundvisning i din fysiologi
Mødested: lige indenfor indgangen til Blegdamsvej 3B (hovedindgangen)
Tid: Torsdag den 25. april kl. 15.30-16.45
Max deltagerantal: 25 (min. 8)

Lektor Claus Desler Madsen viser rundt på etage 3:
2. Mød dine celler, kroppens byggesten
Mødested: lige indenfor indgangen til Blegdamsvej 3B (hovedindgangen)
Tid: Torsdag den 25. april kl. 16.15-17.30
Max deltagerantal 25: (min. 8)

1. Rundvisning i din fysiologi

Vidste du at muskelstyrken svinder med op mod 1 procent om året, når du er senior? Og at muskelstyrke er vigtig for flere aktive år at leve i? Men at du kan bremse svind med styrketræning?

Vi vil alle sammen gerne bevare et godt helbred langt op i årene – en sund aldring. Men med alderen oplever de fleste ændringer i kroppen som kan gøre dem syge, give smerter eller mindre energi. Det kræver viden om, hvilke forandringer der sker i kroppen når vi bliver ældre og hvordan man med træning kan forebygge eller forbedre, når man har rundet de 60. Det, og meget mere, undersøger forskerne i Center for Sund Aldring og Biomedicinsk Institut.

På denne rundvisning i træningslaboratorierne kan du få indsigt i hvordan forskerne undersøger kroppens fysik, du kan prøve tests på egen krop og høre om hvorfor det er så vigtigt, at vi bevæger os hele livet. 

Hvorfor er det sundt at dyrke motion? Kan det være for sent at begynde at motionere? Og hvor aktiv er egentlig aktiv nok? Prøv et dynamometer – som tester din håndgrebsstyrke – og få en fornemmelse af din generelle styrke.  Du kan også prøve rejse-sætte sig-testen, der viser både din styrke og din balanceevne. Testene giver en smagsprøve på forskernes arbejde.

2. Mød dine celler, kroppens byggesten

Udforsk dine egne celler og find ud af, hvordan de kan kurere sygdomme og forklare hvorfor vi ældes. 

Vi bliver ældre og ældre. De fleste af os dør ikke længere af infektioner som for 100 år siden, men af hjerte-kar-sygdomme, lungesygdomme og neurodegenerative sygdomme. For den gruppe af sygdomme er den største risikofaktor ikke måden, vi lever på eller vores gener. Men derimod, hvor gamle vi er. For at bekæmpe sygdommene, skal vi blive endnu bedre til at forstå, hvordan kroppen ældes på celleniveau. 

Claus Desler er lektor ved Center for Sund Aldring og Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet. På denne rundvisning sætter han cellerne under mikroskop og introducerer til redskaber og metoder, der undersøger kroppens celler. Du får et indblik i den aktuelle forskning og i, hvordan resultaterne af forskningen kan anvendes i samfundet, så flere kan leve et sundt liv så længe som muligt.

Praktisk information

Billet: Det er gratis at deltage, men billet skal bookes og fremvises ved rundvisningens start. 

Varighed: Rundvisningen varer 1 time og 15 min. Ankomst 10 min. før start.

Tilgængelighed: Der er elevatoradgang og fladt gulv alle steder i bygningen. Hvis der er gangbesværede eller kørestolsbrugere med på turen, så informér os gerne på forhånd.

Transport: Hvis du er på cykel, kan du parkere i et af de mange cykelstativer på campusområdet eller i cykelkælderen under Mærsk Tårnet. Bilister parkerer på Blegdamsvej, Nørre Allé eller anden nærliggende vej efter de der gældende regler. Bus 3A kører på Blegdamsvej (stoppested: Skt. Hans Torv eller Rigshospitalet Syd), og 6A på Tagensvej (stoppested: Rigshospitalet Syd).

 

Find vej til arrangementet

Kontaktinformationer til arrangør

Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
+45 93565240
signe.nielsen@sund.ku.dk